RejseOrkestret
Idégrundlag
RejseOrkestret opbyggede langt størstedelen af sit repertoire på "de gamles" / læremestrenes melodistof. Dertil kommer mere alment stof samt en stribe af Pouls melodier.
Stilmæssigt er vi dybt inspireret af alt, hvad vi har lært af de gamle. Dertil kommer selvfølgelig, at alle vore andre forskellige musikalske erfaringer er med i den fælles gryde.
Vi bestræber os for at spille de enkelte melodier traditionsnært, men det er samtidigt vort særkende, at musikken er præget af mødet mellem traditionerne og det, vi har i vore egne nutidige rygsække.
I begyndelsen af 80-erne skabte vi en ny, gedigen og varieret sound i spillemandsmusikken præget af såvel dansk som nordisk lyd, funktionsduelighed for de dansende samt afslappet musikalsk humor og uhøjtidelighed.
De fleste etablerede danske spillemandsgrupper tog efterfølgende også en del af disse typer stil-ideer op, satte flere til og videreudviklede dem i årtierne derefter.
Vi har for vort vedkommende valgt ikke at gå alt for langt væk fra det traditionelle udgangspunkt. Det gør vi for at bevare musikkens styrke og kvaliteter i sig selv, og for ikke at komme til at lukke den egentlige musik inde i arrangementer og effekter.
Tilsvarende ønsker vi heller ikke at musikken lukkes inde i lukkede cirkler og miljøer, eller at musikere og brugere klemmer sig ned i noget bestemt tøj i en eller anden hengemt stilart. Det bliver hurtigt noget mærkeligt noget. Musikken fortjener at møde almindelige nutidige mennesker og omvendt.
|
|

LÆS MERE:
Idegrundlag
|